Tænk som en indbrudstyv
En indbrudstyv kan udvise stor opfindsomhed, når det gælder om at bryde ind. Men med gode låse på døre og vinduer kan man i hvert fald gøre livet surt for tyven. Det første trin i tyverisikringen er derfor at sætte ind på de svage steder. Ved en sådan gennemgang af boligen er det en god ide at forsøge at tænke og se som en indbrudstyv. En skruetrækker må ikke være et tilstrækkeligt værktøj til at komme ind i hjemmet.
Nye låse
Som på så mange andre områder er også låse og låsecylindre blevet bedre og kraftigere i de senere år. Hvis låsen på yderdøren er mere end tyve år gammel, kan man dog være sikker på, at den ikke længere er tidssvarende. Desværre er det ikke kun de gamle låse, der er for dårlige. Selv nye døre og vinduer leveres ofte fra fabrikken med billige og simple låse, som er utilstrækkelige, hvad angår indbrudssikring. Bygningsreglementet stiller nemlig ingen særlige krav til aflåsning af boligen.
Gør-det-selv er en mulighed
Boligejere kaster sig ofte ud i gør-det-selv projekter. Det er også en mulighed, når det gælder om at forbedre låsene i boligen. I mange byggemarkeder findes pakkeløsninger med låse og låsecylindre til fornyelse eller forbedring af de eksisterende låse. Ofte er den bedste løsning imidlertid montering af ekstra låse på døre og vinduer. To låse er nemlig normalt stærkere end én. Man skal dog være i besiddelse af en vis teknisk indsigt for at installere låsen korrekt - og det er vigtigt at følge fabrikantens anvisninger nøje - ellers er det bedst at fagmanden tager sig af sagen.
Godkendte låse
I nogle tilfælde kræver forsikringsselskaberne, at man skal have godkendte låse på yderdørene. Låsene godkendes af Skafor, Dansk Forening for Skadesforsikring. Låsene og -cylinderne godkendes efter styrke i fire sikringsklasser i farverne GUL, GRØN, BLÅ og RØD. Den bedste klasse er RØD, og her har man f.eks. også sikkerhed for, at ingen har eller kan få kopieret nøgler til låsen.
Start med dørene - det gør tyven
De fleste indbrud sker gennem husets døre. Det gælder derfor om at sikre låsene på yderdørene. En moderne lås består af en låsekasse, slutblik, låsecylinder, langskilt og dørgreb. Et af de grundlæggende krav til en solid lås er, at rigelen har et fremspring på mindst 2 cm. Slutblikket skal have skråtstillede skruer, så døren ikke kan brydes op med f.eks. en skruetrækker.
Langskiltet skal monteres fra dørens indvendige side. Endelig må låsecylinderens udvendige fremspring maximalt være 2 mm i forhold til langskiltet. For at gøre det ekstra besværligt for udbudne gæster er en suppleringslås monteret ca. 40 cm over eller under den eksisterende lås en god investering. Man kan få lavet ekstralåsen, så den kan låses med samme nøgle som hovedlåsen.
Lås på udhuset
Indbrudstyvene starter ofte i garager og udhuse, hvor de måske finder det rigtige værtøj til at bryde ind i huset med. Hvis der ikke kan monteres en godkendt lås, skal der som minimum monteres en kraftig og godkendt hængelås med beslag. Beslaget må ikke kunne afmonteres udefra, og hængelåsen skal beskyttes af et overfald.
Terassedøre er ofte en nem sag for tyven
Tyvene bruger ofte terrassedøre i stueetagen til at komme ind i huset - og ud med tyvekosterne. Der er nemlig tit simple låse på disse døre, og havesiden af huset giver som regel arbejdsro for tyven. Terrassedøren skal derfor også forsynes med en Skafor-godkendt lås med låsecylinder på den indvendige side.
Terrassedøre har ofte en 3-punktslås (stanglås), men låsen er kun rimelig sikker, hvis riglernes fremspring er mindst 2 cm. Udvendig skal terrassedøren kun have et håndtag, hvis det er nødvendigt af hensyn til brugen.
Vinduer skal også sikres
I stueetagen er vinduerne også nemme adgangsveje for eventuelle tyve. Vinduet skal derfor helst være forsynet med mindst én godkendt vindueslås. Store vinduer med to låse. Med en sådan aflåsning kan tyven ikke række hånden ind og åbne vinduet efter at have knust ruden. Endvidere bliver vinduet meget vanskelig at bryde op efter montering af låsene. Mange tror, at ventilationsbeslag på vinduer er en tyverisikring. Det er de ikke. Man må aldrig gå hjemmefra eller i det hele taget forlade sig på åbne vinduer i stueetagen - heller ikke selv om vinduet er forsynet med ventilationsbeslag.
Og sidst, men ikke mindst - først når den grundlæggende mekaniske indbrudssikring af døre og vinduer er i orden, kan man overveje at installere en indbrudsalarm.
|